Når man skal skabe et troværdigt forslag til, hvordan Tengwar kan anvendes på moderne sprog, er der en række vigtige forhold, man skal tage stilling til. Siden Tengwar er skabt af Tolkien, må den bedste udformning være den, der ligger tættest op af det, vi må formode var Tolkiens intentioner. Det betyder, at de ting, vi kan se er fælles for alle Tolkiens egne tengwar modi, også må være tilstede i denne danske modus. På samme måde må man ved de ting, hvor de forskellige modi adskiller sig, sørger for, at den måde, vi vælger at gøre det på, er sammenhængende og følger de regler, vi kan deducere fra Tolkiens værk. Eksempler på ting, som afviger imellem de forskellige modi, er placeringen af vokaltegnene og indholdet af tredje og fjerde serie.
Helt grundlæggende kan man sige, at man, når der er flere muligheder må gøre sig klart hvilken af Tolkiens modi, man vil læne sig op ad. Det er min overbevisning, at det styrker troværdigheden, hvis man så langt det er muligt sørger for at følge samme modus. Konkret betyder det, at man kan vælge at holde sig til den måde Tengwar bruges i quenya, sindarin, westron eller engelsk.
Her har jeg valgt at lade den danske tengwar modus følge det system Tolkien udviklede til at skrive quenya. Grunden til det er, at moderne dansk rent fonetisk minder mere om quenya end om sindarin (som minder om walisisk eller tysk) og engelsk – westron ved man ikke så meget om. Desuden er Tolkiens modus for quenya den, vi ved mest om, idet afsnittet om Tengwar i Appendix E for en stor dels vedkommende handler om, hvordan Tengwar bruges til at skrive netop dette sprog.
Et karakteristikum for Tolkiens tengwar modus for quenya er, at vokalerne typisk skrives som små diakritiske tegn over den foregående konsonant. Tolkien beskriver, hvordan de forskellige sprog tilpassede vokaltegnenes placering efter, om de typisk har mange ord, der begynder med eller ender på vokaler. Sprog, hvor ordene typisk begynder med en vokallyd, vil med fordel kunne placere vokaler over den efterfølgende konsonant, mens sprog, hvor ordene ofte ender på vokaler, med fordel kan placere vokaltegnene over den foregående konsonant.
At have vokaltegnene over den foregående konsonant passer godt til dansk, fordi dansk har en hel masse ord og bøjningsformer, der ender på en vokallyd – nemlig [e] (bl.a. flertalsformer af mange navneord og tillægsord og infinitiv, lang tillægsform og datid af mange udsagnsord). Hvis vi i stedet havde valgt at sætte vokaltegnene over den efterfølgende konsonant, ville alle disse afsluttende e’er ikke have nogen konsonant at sidde over, og vi ville være nødt til at bruge det Tolkien kalder en carrier (Dansk: bærer), som ser ud som en lodret streg, og ganske enkelt spiller rollen som tom konsonant.
Disse carriers har vi nu i stedet brug for til ord, der starter med en vokal (da denne første vokal jo ikke har nogen foregående konsonant at hænge over). Da danske ord som regel starter med en konsonant, er det dog ikke noget stort problem – og da op mod 2/3 af de ord, der starter med en vokal, fordeler sig på blot syv meget udbredte småord, der kan skrives med specialtegn, drejer det sig typisk om under 10% af ordene, som vil have brug for en carrier til at skrive en begyndelsesvokal.