Før vi går igang med at gennemgå, hvordan man kan tilpasse Tengwar til dansk, er det på sin plads at se på hvilke træk, der kendetegner Tengwar. Som nævnt er det et fonetisk alfabet. Kendte eksempler på ikke- eller kun delvis-fonetiske alfabeter er kinesiske skrifttegn og de gamle egyptiske hieroglyffer. I disse alfabeter har et tegn en virkelig betydning (for eksempel: dreng, sol, hus, …), og man behøver altså ofte blot et enkelt tegn til at skrive et helt ord. Af fonetiske alfabeter har vi som nævnt vores eget latinske, men også det hebræiske, det arabiske og det kyrilliske er fonetiske alfabeter. I disse alfabeter symboliserer et tegn en lyd eller en del af en lyd, og man har derfor typisk brug for flere tegn for at skrive et ord. Et andet sted, hvor Tengwar minder om det latinske alfabet, er, at man i regelen skriver horisontalt fra venstre mod højre.
Der findes to grundlæggende måder at skrive Tengwar på. I den mest udbredte skrives kun konsonanterne som normale tegn, mens vokalerne kan angives som små diakritiske tegn (Quenya: tehtar, sg. tehta) over den foregående eller efterfølgende konsonant – det kender vi også fra hebræisk og arabisk. Den anden måde angiver vokalerne som normale tegn – ligesom i vores latinske alfabet.
Tengwar alfabetet består grundlæggende af 36 tegn. Disse tegn skrives normalt i et skema med fire kolonner og ni rækker. Det skyldes, at de 24 første tegn er udformede efter et sirligt system af stænger og buer.
For disse 24 primære tegn gælder det, at hver af de fire kolonner repræsenterer en serie (Quenya: téma), der hver indeholder konsonanter, der udtales med en bestemt brug af mund, læber, tunge og gane. Eksempler på serier er den dentale T-serie (Quenya: tincotéma), som udtales ved at holde tungen mod bagsiden af tænderne i overmunden (fx. [t], [d] og [n]), den labiale P-serie (Quenya: parmatéma), som udtales ved brug af læberne (fx. [p], [b] og [m]), og den valære K-serie (Quenya: calmatéma) som udtales i bagganen (fx. [k], [g] og [h])
Udover disse fire serier fordeler de 24 primære tegn sig på seks rækker, som hver repræsenterer en grad (Quenya: Tyelle). Den række, som tegnet er placeret i, angiver, hvordan konsonantlyden skal udtales, sådan at den samme række indeholder konsonanter med udtalefællesskab, som for eksempel de ustemte stop – [p], [t] og [k] – eller de nasale konsonanter som [n] og [m].
Hvilken grader og serier, der er brug for, og hvor de ligger, er forskelligt fra sprog til sprog, men selve opbygningen, hvor lydenes placering i rækker og kolonner bygger på sammenhængen mellem dem, er fælles for alle tengwar systemer. Sammenhængen mellem disse første 24 tegn understreges også af at selve tegnenes udformning er systematisk, på den måde at tegn i samme række og kolonne ligner hinanden.
Det lyder måske frygteligt kompliceret, men hvis du kigger på skemaet nedenfor, vil du se at det faktisk er ganske simpelt.
| I | II | III | IV | |
| 1 |
|
|
|
|
| 2 |
|
|
|
|
| 3 |
|
|
|
|
| 4 |
|
|
|
|
| 5 |
|
|
|
|
| 6 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
De nederste 12 tegn følger, som man kan se, ikke systemet fra de 24 første. Disse 12 tegn bruges til at repræsentere de konsonanter, der ikke passer ind i et af de fire mulige serier. Ved de modi, der skriver vokalerne som selvstændige tegn, bruges de også typisk til at repræsentere nogle af vokalerne.
Efter denne lyngennemgang af hvad Tengwar er, kan vi nu gå videre til opbygningen af den danske tengwar modus.